Bliv volontør i Sydindien
Har I aldrig hørt musikken fra et hindutempel, en kristen kirke, eller oplevet trafikmekkaet i Indien?
Er I 20år eller derover, med interesse for mødet med nye kulturer, andre leveregler og vilkår; og har I mod på at blive en del af en sydindisk hverdag?
I udsendes af indiensgruppen:
Indiensgruppen er en frivillig arbejdsgruppe under Det Økumeniske Center i Århus, opstået på initiativ fra Lise Barnkob, der i 1986 opholdt sig på WWTC som volontør, udsendt at ”International Cultural Youth Organisation”.
Siden 1996 har Indiensgruppen næsten årligt haft volontører på WWTC. Indiensgruppens arbejde består af oplysning om, og indsamling til WWTC og de årlige volontørudsendelser er omdrejningspunktet for gruppens virke.
Forventninger forud for opholdet:
Indiensgruppen forventer, at I selv forbereder jeres ophold, ved at læse relevant litteratur om kulturmøde, Indien: historie, kultur og religion.
De sidst hjemvendte volontør vil være behjælpelig med viden, både generelt om Indien og specifikt om WWTC. Desuden har tidligere volontører udfærdiget skriftligt materiale med tips og gode råd, og der vil blive arrangeret møder forud for og efter opholdet.
Opholdssted:
I udsendes til Women Workers Training Centre, også forkortet WWTC. WWTC er et lokalt indisk kristent initiativ, under Church of South India, startet i 1960 af Sister Gladys.
Til at begynde med var WWTC en bibelskole for unge kvinder, placeret centralt ved siden af kirken i Nagalapuram, en lille by på omkring 5000 indbyggere. Med tiden blev centret udvidet til at omfatte hjælpeprojekter i de fattige landsbyer i omegnen, og siden har det ene projekt afløst det andet. I dag har centeret projekter i omkring 30 landsbyer.
WWTC er i sit udgangspunkt kristent, hvilket er af stor betydning, da de kristne er en minoritet i det overvejende hinduistiske samfund. WWTC er kristent præget både idemæssigt og religiøst, men udelukker af den grund ikke folk med anden religiøs baggrund, fra deltagelse i projekterne.
I dag står WWTC for et vidt forgrenet hjælpearbejde; børnehaver, kvindegrupper, landbrugs- og sundhedsprojekter (Se stausrapport fra 2006).
Opholdet:
Indiensgruppen forventer at opholdets længde strækker sig over min.3-4 måneder.
Som volontører kommer I til at indgå og deltage i alle WWTCs aktiviteter, og sammen med centerets leder Kasthuri vil I ud fra egne interesser tilrettelægge et ugentligt program. Personalet på WWTC vil, hvis I har interesse her i, tage jer med rund til deres andre projekter, familiemedlemmer o.a. i oplandet.
Det er oplagt, at I benytter jer af studier eller andet, til at bidrage med særviden.
Jeres hverdag kan fx bestå af engelskundervisning, leg, lektiehjælp med pigerne på børnehjemmet, vendespil med byens ældre, lektiehjælp i nabobyen, sang m.m.
Da centeret er involveret i et vidt forgrenet hjælpearbejde med forskellige projekter i omkringliggende landsbyer, er der gode muligheder for at tilpasse dagligdagen efter jeres interesser og faglige kompetencer.
Kreativitet og opfindsomhed er en stor fordel.
Udgifter i forbindelse med udsendelse:
I skal regne med udgifter på ca. 12.000 kr. for flybillet, forsikring, kost og logi, ved et ophold af 3-4 måneders længde.
Hjemme igen:
Efter hjemkomst er volontørerne hovedinspiration i Indiensgruppen. Volontørenes primære opgave er at gå ud med Power Point foredrag og skrive artikler, men derudover også deltagelse i årsmødet, sidste weekend i september, samt møder forud for og efter nye volontørers ophold.
Ansøgning sendes til en eller flere af følgende:
indiensgruppen@gmail.com
maibrittsunesen@hotmail.com
OBS! løbede ansøgningsfrist
